13. november 2017

500 dage uden arbejdsulykker på Fyn



Den 13. november 2017 er det 500 kalenderdage siden, at der har været en arbejdsulykke på Arkils byggepladser på Fyn.


Afdelingschefen for Arkil i Odense, Jannik B. Lund, er glad for den positive stime af ulykkesfrie dage i forbindelse med virksomhedens aktiviteter på Fyn – en udvikling, han har arbejdet på helt fra starten af den 2½ år gamle afdeling.

”Vi er en ny afdeling med mange nyansatte og unge. Begge grupper er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne, så vi var fra starten meget bevidste om sikkerheden. Her gik vi ind og sagde, at vi skulle opbygge en ekstra god sikkerhedskultur. Det giver nu pote,” siger Jannik B. Lund.

Indrapportering af nærved ulykker er et af nøgleordene til opnåelsen af 500 dage uden arbejdsulykker.

”Vi er gode til at snakke om nærved ulykkerne, så vi får dem bearbejdet ordentligt. Jeg har ikke været ude at snakke med folk en eneste gang, hvor jeg ikke har snakket om arbejdsmiljø. Folk skal huske at sige fra, hvis sikkerheden ikke er som påkrævet,” siger Jannik B. Lund.

Mere ensartethed skal fortsætte udviklingen

Samme placering af papirmaterialer på de enkelte byggepladser skal gøre det endnu nemmere at bruge og forstå alt fra instruktioner til beredskabsplaner.

”Vi ved, at der er situationer, hvor det er tættere på at gå galt end andre gange. I de tilfælde graver vi til bunds i, hvorfor det er tættere på. Det er et fast indslag, at vi snakker arbejdsulykker på vores afdelingsmøde,” siger Jannik B. Lund.

Mere ensartethed og struktur i papirgangen for hvert projekt skal ligeledes fortsætte den gode stime, så afdelingen på Fyn fortsætter arbejdet uden arbejdsulykker.

Opløftende præstation

Arkils arbejdsmiljøchef, Tina Thaarup Jakobsen, er positiv over indsatsen med at minimere arbejdsulykker på Fyn.

”Hvor er det bare godt at opleve, at en helt ny afdeling med mange nye medarbejdere formår at arbejde 500 dage uden en eneste arbejdsulykke,” siger Tina Thaarup Jakobsen.

Den glædelige oplevelse blev fejret mandag den 13. november med pølsevogn og vand til alle medarbejdere på byggepladserne.

”Fejringen er med til at vise, at det er en fælles opgave og succes, og jeg er sikker på at det også hjælper til det fremtidige fokus,” siger Tina Thaarup Jakobsen.

Kontaktpersoner

Afdelingschef Jannik B. Lund
23 73 45 72 / jbl@arkil.dk

Kommunikationschef Lars Blunck
25 19 51 90 / lsb@arkil.dk

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk