11. december 2019

Ansigtsløft til midtjysk lystbådehavn

Når bådene til forår skal i vandet igen i Marselisborg, kan bådejere og øvrige besøgende glæde sig over en ny og smukkere version af den gamle lystbådehavn.

En 350 meter lang promeade i tropisk træ skal forskønne lystbådehavnen i Marselisborg ved Aarhus. De indledende manøvrer gik i gang i start november og lige nu rammes der pæle i havbunden. Herefter skal der laves beton- og stålarbejde, før vi kan gå i gang med det omfattende træarbejde.

”Der skal bruges rigtig meget træ, 190 kubikmeter for at være helt præcis. Vi bruger Azobé, som er en træsort, vi har rigtig god erfaring med at bruge i vandbygning. Dels fordi det er utroligt stærkt, og dels fordi det har en slags naturlig imprægnering, som gør, at der ikke går råd i det,” fortæller produktionchef Esben Fogh Nielsen.

Azobé kaldes også for Jerntræ, fordi det har så høj en massefylde, at det ikke kan flyde.

Interaktiv havn skal favne alle

Promenaden er et led i et større rekreativt forskønnelsesprojekt for hele området ved Marselisborg Havn, som skal udføres hen over vinteren. Der skal blandt andet etableres en 500 m2 stor havhave, der kan fungere som skolehave. Her kan børn og voksne lære om vandplanter og der kan dyrkes tang og muslinger. Området kommer også til at huse et galleri med lokal kunst.

"Det er super spændende at være en del af sådan et projekt. Vi kan godt mærke, at det får rigtig meget opmærksomhed fra offentligheden og fra borgerne i lokalområdet", fortæller Esben Fogh Nielsen.

Projetet er finansieret af Salling-fondene og er et pilotprojekt sat i søen af Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, FLID. Den Blå Promade forventes færdig i foråret 2020.

Se video fra pæleramningen her.

Kontakt

Esben Fogh Nielsen
Produktionschef, Arkil Fundering A/S
 

DEN BLÅ PROMENADE

Området ved Marselisborg Havn kommer fremover til at bestå af 8 områder:

  • Slæbestedet
  • Havnetorvet
  • Tidevandshaven
  • Bryggen
  • Galleriet
  • Udsigten
  • Strandengen
  • Ankomsten

Du kan følge processen og læse mere om projektet her.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk