25. august 2020

Markante virksomheder går sammen om diversitet


Fra venstre: Torben Enggaard, Ambercon - Jesper Arkil, Arkil, Britta K. Stenholt, STARK og Michael S. Larsen, CG Jensen

Fire af byggebranchens markante spillere går sammen om at sætte spotlys på behovet for diversitet i branchen. Et af midlerne er konferencen ”Byggeriets Diversitetsdag”, der afholdes første gang 17. september i år.

Ambercon, Arkil, CG Jensen og STARK. Fire virksomheder, som jævnligt lægger arm om både opgaver og betalingsbetingelser, har fundet hinanden i en fælles mission. Nemlig at sikre en langt højere grad af diversitet i byggebranchen – og gerne hurtigt.

I en fælles kronik i byggeriets dagblad, Licitationen, tirsdag skriver de fire virksomheders direktører blandt andet:

”Verden er i bevægelse, men bygge- og anlægsbranchen har gennem en del år stået i stampe, når det gælder diversitet på arbejdspladsen. Medarbejderstaben afspejler ganske enkelt ikke befolkningens sammensætning. Nok er flere begyndt at tale om at få mere diversitet ind på kontorer og byggepladser, men vi kan som branche vinde stort på at sætte tempoet gevaldigt op.”
 

Lancerer årlig konference
Der er nemlig meget at vinde ved større forskellighed blandt medarbejderne. ”Plejer” dør som noget af det første, og det giver plads til nye tilgange og en større grad af innovation. Nøgleord i en branche, der konstant er under pres for at øge sin bæredygtighed, både når det gælder klimaet, social ansvarlighed og økonomi.

Ud over at kigge indad i egne organisationer ønsker Britta Korre Stenholt, STARK, Torben Enggaard, Ambercon, Michael S. Larsen, CG Jensen og Jesper Arkil, Arkil at inspirere resten af branchen til en langt mere divers fremtid. Derfor er de fire virksomheder gået sammen om at lancere en årligt tilbagevendende konferencedag, Byggeriets Diversitetsdag.

”En dag, hvor vi gennem oplæg, cases, debat og hæderspriser til dem, der gør en forskel, ønsker at inspirere branchen til at arbejde aktivt for mere diversitet. Det behøver nemlig ikke at være så svært.”


Riv hegnet ned
Temaet på den første Byggeriets Diversitetsdag, der afholdes torsdag d. 17. september i år, er kvinder i byggebranchen. Ifølge de fire direktører, er netop kvinderne et helt centralt sted at starte, for selv om de udgør halvdelen af befolkningen, udgør de kun ni procent af medarbejderne i branchen – og kun tre procent af håndværkerne.

”Derfor er det på tide, at vi river byggepladshegnet ned og aktivt inviterer kvinderne indenfor. Dels skal vi blive bedre til at fortælle, at der er virkelig gode karrieremuligheder i branchen for kvinder, der har lyst til at styre kraner, maskiner, byggepladser og virksomheder, og dels skal vi i gang med en kulturændring, hvor vi siger fra overfor negativ forskelsbehandling.”
 

Flere skal med
Målet er, at Byggeriets Diversitetsdag over de kommende år udvikler sig og tiltrækker størstedelen af virksomhederne i branchen. Ikke bare som deltagere på konferencen, men også som medarrangører og medvirkende til at omsætte inspirationen til håndgribelig virkelighed i skurvognene.

”Vores håb er, at flere virksomheder vil gå sammen med os – og at vi sammen med resten af bygge- og anlægsbranchen kan skabe en sneboldeffekt, der kan være med til at styrke fagligheden, fællesskabet og forretningen i de enkelte virksomheder.

Læs mere på: byg-dag.dk


OPDATERET:
KONFERENCEN BYGGERIETS DIVERSITETSDAG ER UDSAT TIL 2021 PGA CORONA RESTRIKTIONER.

Kontakt

Vibeke Lund Arkil
Sekretarariatet for Byggeriets Diversitetsdag

23248882
info@byg-dag.dk 

​OPDATERET:
KONFERENCEN BYGGERIETS DIVERSITETSDAG ER UDSAT TIL 2021 PGA CORONA RESTRIKTIONER.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk