10. november 2021

Mentorordning sender prisen som Årets Læreplads i armene på Arkil

Frihed under ansvar, fokus på flere kvinder i byggeriet og en velfungerende mentorordning fik struktørelev Susan Johansen til at indstille entreprenørvirksomheden Arkil som Årets Lokale Læreplads 2021.

Årets læreplads 2021 - bygningsstruktør Sjælland


Fra venstre mod højre: Uddannelseschef for erhvervsuddannelserne på EUC Sjælland Ole Holm, struktørelev Susan Johansen, formand for Bro & Byg på Sjælland og mentor for afdelingens struktørelever Martin Kjærulff, HR-chef Helle Juhl og afdelingschef, Anlæg Kombinationsprojekter i Greve Peter Bent Hansen.


Tekst & fotos: Kirstine Fryd

Det var entreprenørvirksomheden Arkil, der blev kåret som Årets lokale læreplads 2021 af EUC Sjælland for kort tid siden. Virksomheden Ove Arkil blev grundlagt i januar 1941 i Haderslev og har i dag afdelinger i hele Danmark. EUC Sjælland var på besøg i afdelingen i Greve.

 

Konstruktiv og opbyggende læreplads

Årets Læreplads er en kampagne, hvor elever kan indstille deres læreplads/virksomhed til at deltage i konkurrencen om at blive kåret til "Årets Læreplads" i Danmark. Den lokale erhvervsskole modtager indstillingerne, og skolen kårer den lokale vinder.

Lærling Susan Johansen, der går på EUC Sjælland havde i år indstillet Arkil. I indstillingen var der rosende ord til den måde Arkil anerkender deres elever på. I Greve er det Martin Kjærulff formand i Bro & Beton på Sjælland, der tager sig af struktøreleverne som mentor.

"Efter tre dage på prøve her, fik jeg en kontrakt på tre år. Jeg er landet det helt rigtige sted og er stolt af at være hos Arkil. Der er meget frihed under ansvar, super gode kollegaer og her er ikke nogle dumme spørgsmål, kun dumme svar. De har den holdning, at du ikke skal kunne det, inden du starter. Men du skal have lysten og være initiativrig," fortæller Susan og fortsætter:

"Hele firmaets politik går også foran, når det gælder om at tiltrække flere kvinder til faget. Jeg er Arkils første kvindelige lærling, og nu er vi ni. Jeg synes, de gør meget for at tage godt imod en med deres mentorordning. Det får en til at føle sig godt tilpas. Martin er min mentor, og jeg kan snakke med ham om alt."

 

Godt samarbejde og initiativrig virksomhed

Uddannelseschef for erhvervsuddannelserne på EUC Sjælland Ole Holm lykønskede Arkil med titlen som Årets Læreplads på baggrund Susan Johansens indstilling.

"Vi er meget glade for at give Arkil prisen som Årets Læreplads. Vi mener, det er et stærkt signal at sende, at de støtter så fint og kontruktivt op om deres elever. Virksomheden går frem og er et godt eksempel, og det skal de have ros for. Deres mentorordning har gjort, at Susan fra første færd har følt sig taget godt imod. Og så har de inddraget hende i rekrutteringsarbejdet også med det fokus, at flere piger får øjnene op for struktøruddannelsen, og det åbner op for helt nye perspektiver og talenter i branchen," siger uddannelseschef Ole Holm og slutter:

"Vi sætter stor pris på Arkils initiativer og vores gode samarbejde med virksomheden."

Boss Ladie Susan sammen med hendes mentor Martin. Årets læreplads 2021.

Susan Johansen (tv) elsker sit fag og er med i organisationen Boss Ladies, der arbejder for at få flere kvinder ind i bygge- og anlægsbranchen. "Kvinder skal give det en chance, for branchen er klar til kvinder," siger hun.

KONTAKT

Helle Juhl
HR-chef

TLF.: 24835142
HEJ@arkil.dk

 

 

FAKTA

Startskuddet til Årets Læreplads blev affyret i 1999, da man indgik en aftale med reklamemanden Morten Jersild, som på det tidspunkt var højprofileret i sin branche, om at gennemføre en stor event for at synliggøre de tekniske uddannelser.

For at skabe opmærksomhed og medieinteresse arrangerede Morten Jersild at flere helikoptere skulle lande på forskellige tekniske skoler samtidig, men på grund af dårligt vejr gik denne event delvis i vasken.

En anden event samme år var en stor konference i Landstingsalen på Christiansborg om erhvervsuddannelsernes udvikling. Det var umiddelbart før reform 2000. Samme år modtog de danske erhvervsuddannelser Bertelsmann-prisen ("den tyske Nobelpris") som verdens bedste erhvervsuddannelser, kåret af internationale eksperter.

Læs om Arkil elevprogram 

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk