13. december 2021

Mere genbrug i anlægsarbejdet

Med et nyt jordsorteringsanlæg genanvender anlægsafdelingen i Sønderborg så meget af jorden som muligt i stedet for at kassere og køre den væk. Det giver god mening både i forhold til miljøet, CO2-udledningen og økonomien. 
 

Få læst nyheden op


Det er torsdag formiddag, og gummigeden kommer med endnu et læs jord, som er gravet op i forbindelse med etableringen af fjernvarme i Nordborg. Men jorden skal ikke køres videre til bortskaffelse – den skal blive. Den opgravede jord skal nemlig en tur igennem afdelingens nye jordsorteringsanlæg.  

I august 2021 tog anlægsafdelingen et mobilt og fleksibelt jordsorteringsanlæg i brug. Og der ligger både miljømæssige og økonomiske overvejelser til grund bag indkøbet af sorteringsanlægget.

”Når vi kan genanvende jorden, sparer vi både på råstoffer og materialeindkøb fra grusgravene samt lastbiltransport af nye materialer, og vi undgår bortskaffelse af den opgravede jord. Heri ligger der både en økonomisk gevinst, men i særdeleshed også en CO2-besparende gevinst,” fortæller Mikkel Bigum, afdelingschef i Arkil Anlæg Sønderborg.

Efter en tur igennem sorteringsanlægget skal både jord- og stenmaterialerne tilbage i fjernvarmeprojektet i Nordborg. Jorden skal bl.a. genbruges ved siden af fjernvarmerørene, og de større sten bruges til at lægge i bunden, så svejserne ikke står i vand. 

Op mod 120 tons dagligt
Det nye jordsorteringsanlæg sorterer sandede materialer fra blandt andet vejkasser, makadam samt stenfraktioner i forskellige størrelser, så jorden kan genbruges. Anlægget kan sortere sten helt ned til 8 mm og kan på en god dag sortere op mod 120 tons materialer.

Sorteringsanlæggets motorer til bånd og rystefunktioner er eldrevne og kan tilsluttes en fast elforsyning, hvilket giver den mest miljøvenlige drift. I de tilfælde, hvor man ikke har en fast elforsyning, drives anlægget af en påmonteret generator, der gør anlægget ekstra fleksibelt.

Anlægget er monteret på en containerramme, der gør det muligt at flytte med en lastbil med kroghejs.



Helst ikke for meget lerjord
Med sorteringsanlægget kan afdelingen sortere dagligt eller efter behov, og anlægget er testet af med forskellige typer jord. 

”Lerholdig og våd jord er en udfordring for anlægget, fordi leren simpelthen sætter sig fast. Derfor fungerer anlægget bedst, når der er meget sand i jorden,” siger Mikkel Bigum.

En god investering
Anlægget har været en god investering, både når man ser på de miljø- og CO2-mæssige fordele, men også ressourcemæssigt og økonomisk.

”Det er bekosteligt at transportere materialer til og fra f.eks. Nordborg, hvor afdelingen i øjeblikket arbejder, fra henholdsvis den danske grænse eller Aabenraa-egnen. De mange kilometers transport samt materialeindkøbet, som vi undgår, kan bestemt mærkes,” siger Mikkel Bigum og fortsætter:

”Hvis vi sorterer bare 30 kubikmeter materialer om dagen i Nordborg, så er anlæggets dagspris dækket ind.”

Der er desuden fra bygherres side lagt mærke til, at afdelingen har investeret i jordsorteringsanlægget og derved genanvender jorden.
 

KONTAKT

Mikkel Bigum
Afdelingschef i Anlæg Sønderborg
Tlf: 25598138
MKM@arkil.dk

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk