11. april 2018

Arbejdsmiljøprisen 2018: Lige ved og næsten

I et felt bestående af Arkil, Københavns Politi og Dansk Supermarked Nonfood Lager, er Dansk Supermarked blevet udnævnt som vinder af Arbejdsmiljøprisen 2018 i kategorien ’Arbejdsulykker’. Selvom Arkil ikke vandt, så er nomineringen en anerkendelse af flere års fokuseret indsats på et sikrere arbejdsmiljø.

Ved en prisuddeling på Axelborg i København er Dansk Supermarked netop blevet hædret med Arbejdsmiljøprisen 2018 – en pris, der i år uddeles af Arbejdsmiljørådet for 12. gang. Selvom Arkil ikke vandt, så er nomineringen en anerkendelse af en mere fokuseret indsats på arbejdsmiljø, der startede for fem år siden. Målet var at reducere antallet af arbejdsulykker og opbygge en sikkerhedskultur, hvor planlægning af arbejdet og kortlægning af risici indgår og behandles naturligt.

”Vi har arbejdet struktureret og fokuseret på at styrke arbejdsmiljøet i hele organisationen og på at nå de ambitiøse mål, vi har sat for sikkerheden på vores arbejdspladser. Derfor er nomineringen også en stor anerkendelse og et skulderklap til hele vores organisation. Vi er på rette spor, når det gælder arbejdsmiljø, og vi fortsætter fokuseringen fremadrettet,” siger Jørgen Søndergaard, der er administrerende direktør i Arkil A/S og formand for Hovedarbejdsmiljøudvalget.

Flere mål forude

I dag er antallet af arbejdsulykker reduceret med 60 procent, og ulykkerne er samlet set også blevet mindre alvorlige. Det kan arbejdsmiljøafdelingen måle på den tid, medarbejderne er fraværende.

Resultaterne er blandt andet opnået ved at opbygge en arbejdsmiljøorganisation, der fastsætter mål og handleplaner for arbejdsmiljøarbejdet. En organisation, der for nylig er blevet styrket med udnævnelsen af 85 arbejdsmiljøambassadører, der skal være ”mentorer” for nye medarbejdere i forhold til arbejdsmiljø og sikkerhed.

”Det er fantastisk, at vi med vores arbejdsmiljøorganisation og vores tiltag som appen Arkil News, e-læring, kampagner og workshops er lykkedes med at opbygge en sikkerhedskultur og reducere antallet af arbejdsulykker,” siger Tina Thaarup Jakobsen, chef for arbejdsmiljø-, miljø og kvalitet hos Arkil og fortsætter:

”Nu fortsætter vi arbejdet frem mod nye mål. Blandt andet er målet for vores ambassadørordning, at antallet af ulykker blandt nye medarbejdere skal være reduceret med 50 procent i løbet af 2018.”

Stort tillykke til Dansk Supermarked.

Om Arbejdsmiljøprisen

I 2018 er det 12. gang, at Arbejdsmiljørådet uddeler Arbejdsmiljøprisen. Prisuddelingen sætter fokus på landets bedste arbejdsmiljøindsatser ved at belønne fire danske arbejdspladser indenfor kategorierne: Arbejdsulykker, Muskel- og skeletpåvirkninger, Psykisk arbejdsmiljø og Forandringer og ny teknologi. I hver kategori nomineres tre arbejdspladser.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk