Arkil har opført en ny støjskærm langs E20 ved Sdr. Vilstrup ved Kolding for Vejdirektoratet. Projektet omfattede etablering af cirka 750 meter støjskærm med en højde på op til 6 meter samt en række tilhørende anlægsarbejder langs den trafikerede motorvej.
Projektperiode
2024 - 2025
Bygherre
Vejdirektoratet
Kontraktsum
15,1 mio kroner
Den nye støjskærm blev opført med primært støjabsorberende kassetter beklædt med trælameller langs hele strækningen. På udvalgte områder blev der samtidig monteret delvist transparente kassetter, som giver et lettere visuelt udtryk langs motorvejen.
Inden arbejdet gik i gang, udførte Arkil rydning og klipning af eksisterende beplantning samt etablering af cirka 800 meter vildthegn på modsatte side af motorvejen. Projektet omfattede desuden udskiftning af autoværn og etablering af ny beplantning med tilhørende vandingsanlæg langs støjskærmen.
Som en del af entreprisen blev der projekteret og etableret en særlig stålportal ved krydsningen af den underførte vej Sdr. Vilstrupvej. Her blev der samtidig udført brolægning omkring konstruktionen.
På dele af strækningen etablerede Arkil nyt rørført afvandingssystem, mens der andre steder blev anlagt grøfter til håndtering af overfladevand langs motorvejen.
Projektet omfattede samtidig projektering og udførelse af konstruktioner til krydsning af eksisterende bygværker, hvilket stillede store krav til koordinering og udførelse i et trafikeret infrastrukturanlæg.
Arkil havde ansvaret for trafikhåndteringen gennem hele entreprisens udførelsesperiode. For at kunne gennemføre arbejdet sikkert blev motorvejens eksisterende spor midlertidigt indsnævret, så der kunne etableres arbejdsområder langs E20 uden at lukke trafikken.
Entreprisen blev udført som hovedentreprise i perioden fra august 2024 til oktober 2025 med A1 Consult som rådgiver på projekteringen.
Find din afdeling eller kontaktperson her.