17. marts 2026

Gennembrud: Sådan renser vi PFAS-forurenet jord

Som del af et pilotprojekt har vi succesfuldt renset PFAS-forurenet jord med termisk opvarmning for Danske Regioner.


Tekniker Thomas Rasmussen monitorerede løbende anlægget i Korsør.

Vi nåede en milepæl i den blå container på billederne her, da vi sidste år udførte det ene af to demonstrationsprojekter for Danske Regioner.

Målet var at destruere PFAS i 30 kubikmeter jord. Nu er det officielt, at projektet var en succes.

”Det er et kæmpe skridt fremad i arbejdet med at løse udfordringerne omkring PFAS, at vi nu har fundet de første teknologier, der kan rense PFAS i jord,” siger Camilla Hove Lund, formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima, i en pressemeddelelse.

I et opslag på Linkedin siger Bente Højlund Hyldegaard, der er ingeniør og ekspert i miljøforurening i Regional Udvikling i Region Sjælland, sådan her:

”Nu har man faktisk mulighed for at tage ansvar ved at vælge at fjerne PFAS fra miljøet i stedet for at deponere.”


I containeren bliver den forurenede jord opvarmet til over 350 grader. Ved den høje temperatur bliver PFAS til en gas, som føres igennem en 1.400 grader varm flamme. På den måde bliver forureningen destrueret. 

I Arkils projekt fyldte vi en isoleret container med forurenet jord og tændte op i seks store gasbrændere. Når jordens temperatur kommer over 350 grader, begynder PFAS at blive til gas. Den gas opsamlede vi og sendte igennem de samme brændere, som i forvejen opvarmede jorden i containeren. I de 1.400 grader varme flammer bliver PFAS’en destrueret.

I forsøgscontaineren kunne der være 15 kubikmeter jord. Da de var oprenset, kørte vi forsøget igen med 15 kubikmeter mere.

Vi tog løbende prøver af udstødningen fra containeren, så vi kunne påvise, at der ikke var PFAS-rester tilbage i luften. Og for en sikkerheds skyld kørte vi også udstødningen igennem filtre med aktivt kul, som ville binde rester af PFAS, hvis der – mod forventning – skulle være noget tilbage alligevel.

Prøverne viste, at vi lykkedes med at brænde det hele af.

For en sikkerheds skyld blev udstødningen fra containeren kørt igennem filtre med aktivt kul under demonstrationsprojektet. Det skulle opsamle rester af PFAS, hvis der – mod forventning – skulle være noget tilbage efter destrueringen. 

Teknologien er skalerbar, og der vil være markante synergier at hente i at bruge samme teknologi på PFAS-oprensninger med større skala.

”Med pilotprojektet i Korsør har vi bevist, at vi har teknologien til at løse et af tidens store, miljømæssige problemer. Nu er vi klar til at gå i dialog med kommuner, regioner, virksomheder og den kommende regering om at anvende teknologien på projekter i stor skala,” siger Michael Hansen, adm. direktør i Arkil A/S.

Læs også: Høfde 42: Arkil udfører prøveboringer forud for godkendelse

KONTAKT

Kim R. Jensen
Produktionschef, Arkil Miljøteknik

Tlf: 40 41 67 97
krj@arkil.dk

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk