8. april 2026

2025: Arkil A/S løfter sikkerhed og innovation i rekordår

Det danske selskab i Arkil-koncernen leverede et historisk stærkt resultat i 2025 og skabte samtidig store fremskridt inden for sikkerhed og innovation.

Arkil A/S kom ud af 2025 med en omsætning på 2.951 mio. kroner, et driftsresultat på 152 mio. kroner og en overskudsgrad på 5,1 pct. Årsregnskabet er det bedste i selskabets historie og afspejler et år med høj aktivitet og en stærk gennemførelse af projekter på tværs af virksomheden.

”2025 har været et meget tilfredsstillende år for Arkil A/S. Vi har haft et højt aktivitetsniveau og leveret et stærkt resultat, ikke mindst på grund af medarbejdernes store indsats,” siger adm. direktør Michael Hansen.

For Arkil-koncernens danske datterselskab har 2025 dog ikke alene handlet om et stærkt regnskab. Året var også kendetegnet ved konkrete forbedringer i den daglige drift, hvor et af de tydeligste fremskridt kan ses i arbejdsmiljøet. I 2025 faldt ulykkesfrekvensen – det vil sige antallet af arbejdsulykker med fravær pr. 1 mio. arbejdstimer – til 9,2 mod 14,9 året før. Ulykkesfrekvensen kom dermed under selskabets målsætning på 10,0.

Arbejder målrettet med drift og udvikling

På asfaltområdet tog Arkil A/S i 2025 nye skridt i udviklingen af det CO2-besparende produkt LEAB, som i løbet af 2026 kommer til at bidrage til en mere energieffektiv produktion af både slidlag og bærelag. Initiativet er et eksempel på, hvordan virksomheden arbejder med at udvikle løsninger, der kan styrke forretningen og samtidig reducere ressourceforbruget, hvilket også kan gavne kundernes CO2-regnskaber.

”Det er tilfredsstillende at se, at Arkil A/S ikke alene har leveret et historisk stærkt resultat, men også har flyttet sig på nogle helt konkrete områder i driften. Forbedringer i sikkerhed og udvikling af nye CO2-besparende løsninger er alle eksempler på en virksomhed, der arbejder målrettet med både drift og udvikling,” siger bestyrelsesformand Thomas Boe.

Selvom 2025 blev et meget stærkt år, er forventningerne til 2026 mere afdæmpede. En hård vinter har påvirket aktiviteten i begyndelsen af året, og de aktuelle energipriser bidrager samtidig til øget usikkerhed.

”Vi går ind i 2026 med en sund forretning og en god position i markedet, men vi forventer ikke, at året bliver lige så stærkt som 2025. Vinteren har været hård ved årets begyndelse, og energipriserne er igen blevet en faktor, som kalder på opmærksomhed. Derfor vil vi også i 2026 have stort fokus på drift, prioritering og risikostyring,” siger Michael Hansen.

Med over 1.300 medarbejdere er Arkil A/S det største datterselskab i Arkil-koncernen, som foruden Danmark omfatter aktiviteter i Tyskland og i Irland. Også Arkil-koncernen som helhed opnåede sin hidtil største omsætning i 2025 på ca. 4,9 mia. kroner. Læs mere her

Henvendelser vedrørende denne pressemeddelelse kan rettes direkte til direktionsassistent Gitte Holm, gih@arkil.dk, tlf. 73225044.

Læs mere om LEAB her.

De vigtigste nøgletal for Arkil Holding A/S

 (mio. kr.) 2025 2024
 Resultatopgørelse    
 Omsætning 4.915,2 4.718,2
 Resultat af primær drift 295,7 259,4
 Resultat før skat 279,9 234,6
 Årets resultat 211,8 176,8
     
 Balance    
 Aktiver i alt 2.447,1 2.573,2
 Egenkapital 967,9 770,1
     
 Gennemsnitligt antal ansatte 2.282 2.299

 

KONTAKT

Henvendelser vedrørende denne pressemeddelelse kan rettes til direktionsassistent Gitte Holm:

TLF.: 73 22 50 44 
gih@arkil.dk

Se mere

Fotos til pressebrug kan downloades her.

Årsrapport Arkil A/S 2025

Læs også

Arkil-koncernen leverer rekordresultat i 2025

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk