17. september 2020

Esbjerg Lufthavn opgraderes med ny asfalt og ny helikopterlandingsplads

Arkils logo og farver er meget synlige i øjeblikket på arealet ved Esbjerg Lufthavn. Og det er der en god grund til.

De mange maskiner fra både vores asfaltafdeling i Skrydstrup og anlægsafdelingen Stürup arbejder nemlig på højtryk dels med asfalteringen af den 2,6 kilometer lange landingsbane og dels med etableringen af en ny helikopterlandingsplads. Sidstnævnte fylder et areal på godt 10.000 m2

Et større asfaltarbejde
Arbejdet med asfalteringen af første etape gik i gang i en weekend i starten af september og foruden en stor gruppe medarbejdere fra Skrydstrup, var der også indkaldt et sjak fra Skive-afdelingen. Der blev arbejdet igennem hele søndagen - og i løbet af natten blev slidlaget på næste etape fræset af.

Asfaltering i etaper
Hele den 2,6 kilometer lange landingsbane skal have nyt slidlag, men for at genere flytrafikken mindst muligt udføres arbejdet i etaper af cirka 800 meter.

Sideløbende med asfalteringen skal der også anlægges en ny helikopterlandingsplads. Anlægsopgaven skal udføres af vores anlægsafdeling Stürup i Esbjerg, som samarbejder tæt med vores asfaltafdeling.

”Vi har et fint koordinerende samarbejde med vores kolleger i asfalt. I forbindelse med asfalteringen af landingsbanen skal der også etableres en kørevej på fire kilometer rundt om det meste af lufthavnen, og her arbejder vi tæt sammen om at udlægge den knuste asfalt og stille dumpere til rådighed,” forklarer Kim Brendy Meyer.

Anlægsarbejdet på det 10.000 m2 store areal ved den nye helikopterlandingsplads foregår i et område med mosebund, og det har betydet, at vi har skullet grave 2,5 meter ned i undergrunden for at komme til fast bund. Herefter lægges der 13.000 m3 bundsikring på, stabilgrus og etableres afvanding, inden asfalt kan afslutte arbejdet med at lægge 3500 tons asfalt på arealet.

Efter planen skal arbejdet være helt færdigt i starten af oktober.

 

Kontakt

Henrik Guldberg Sørensen
Projektchef

Tlf. 21277212
HGS@arkil.dk
Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk