8. oktober 2020

Cement skal stabilisere havbund ved Aarhus Havn

 

En gruppe medarbejdere fra vores Miljøteknik-afdeling arbejder i nattens mulm og mørke på at stabilisere den bløde havbund på den yderste mole ved det nye terminalområde til Molslinjens færger.

Håndmixer blander cementen

En 18 meter bred og 40 meter lang pram er i den næste måneds tid arbejdsstation for fire af vores kolleger fra Miljøteknik. Målet er at stabilisere havbunden med cement, der med en gigantisk håndmixer to meter i diameter blandes ned i den bløde havbund mellem 13-19 meter nede under havoverfladen. Cement hærder fint op, selv om det er under vand.

"Formålet er at sikre, at Hurtigfærgerne ikke spuler de bløde aflejringer og sedimentet fra havbunden væk fra de spuns, der holder molerne," forklarer projektchef Kim Rikard Jensen, Miljøteknik om projektet, vi udfører for Aarhus Havn.

"Mange års aflejringer på havbunden kombineret med, at en delstrækning af molen gennemskæres af en gammel smeltevandsdal, hvor det pludselig daler til stor dybde gør, at området med ekstra store lagtykkelser af bløde aflejringer skal sikres, så molerne forbliver stabile. Hurtigfærgernes motorer risikerer at hvirvle/spule bunden op, og det kan altså skabe en situation, hvor spunsen blotlægges til meget stor dybde."

Natarbejde og stille vand

For Kim Rikard Jensen er det første gang, han afprøver metoden med at stabilisere jord under havoverfladen, og det er ikke et problem i sig selv.

"Men vi skal arbejde om natten, da vores pram ikke kan arbejde, når hurtigfærgerne lægger til og fra. Der skal helst være stabilt vand og rimelig roligt vand, når vi først arbejder," konstaterer han.

Miljøteknik skal arbejde ved den yderste mole frem til slutningen af oktober.

 

Kontakt

Kim Rikard Jensen
Projektchef

TLF. 40416797
krj@arkil.dk
Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk