På et 10.000 kvm stort areal nær Randers Fjord har vi sat vertikaldræn for at accelerere sætningen, så arealet kan udvikles.
Projektperiode
2024
Bygherre
Randers Havn
Kontraktsum
For at omdanne et areal på tidligere havbund til et fremtidigt byggefelt har vi installeret ikke færre end 10.000 vertikaldræn – blot 30 meter fra Randers Fjord.
Jordbunden ved Randers Havn består af et 14-16 meter tykt lag gytje. Når de mange dræn er installeret, kan jorden sætte sig helt op til fire meter inden for en periode på 0-5 år, hvorefter området er byggemodent.
Dermed sker sætningen væsentligt hurtigere end ved andre metoder som fx jordbelastning uden dræn, og væsentligt mere ressourceeffektivt end ved udskiftning med sand.
De mange dræn, som har en samlet længde på ca. 135 kilometer, består af en ydermembran med lameller i midten. Når de stikkes ned gennem de bløde jordlag, leder de det overskydende vand op mod overfladen ved hjælp af det naturlige tryk i de dybere jordlag.
Processen effektiviseres yderligere ved at belaste området med sandfyld, som presser vandet gennem drænene og øger jordens konsolidering.
Drænene forbliver i jorden, selv når den ønskede sætning er opnået. Her modvirker drænene risikoen for fremtidige sætninger, ligesom de bidrager til en stabilisering af undergrunden over tid.
På arealet i Randers har vi benyttet en Volvo 380EL med en 17 meter lang nedstikker, der kan forlænges yderligere fem meter, hvis opgaven kræver det. I spidsen af nedstikkeren sidder små metalplader, der både beskytter drænet på vej ned gennem jordlagene og fungerer som anker på bunden, så drænene bliver, hvor de skal.
Kombinationen af det rigtige udstyr og erfarne medarbejdere gør det muligt at nå 50 dræn i timen under optimale forhold.
Projektet her er den foreløbigt sidste etape i en række delentrepriser for Randers Havn. Siden 2014 har vi sat ca. 100.000 dræn i 10-17 meters længde nær Randers Fjord.
De ca. 10.000 dræn, vi satte i denne omgang, blev sat i perioden november 2024 til december 2024. Foruden de ca. 135 km dræn har vi udlagt 3.200 kvm bundsikring i 1 meters tykkelse som drænlag og forbelastning.
Find din afdeling eller kontaktperson her.