Arkil fremtidssikrer Universitetsboulevarden i Aalborg
Universitetsboulevarden i Aalborg Øst er allerede i dag en af Aalborgs mest trafikerede veje, og med det kommende Aalborg Universitetshospital vil trafikken vokse markant. Derfor har Vejdirektoratet valgt Arkil til at fremtidssikre strækningen med et omfattende projekt, hvor tre eksisterende rundkørsler omdannes til lyskryds, og et eksisterende kryds udvides.
”Det er et rigtig spændende projekt. Formålet er at imødekomme den voksende trafikmængde, især med åbningen af det nye supersygehus. Vi skal lave svingbaner, forlænge og etablere nye cykeltunneler, etablere regnvandsbassiner og etablere nye signalanlæg og belysning,” siger projektchef Lone Høyer Sørensen fra Arkils anlægsafdeling i Aalborg.
Projektet indebærer også omfattende ændringer under jordoverfladen, hvor både regnvand, spildevand og vandledninger skal omlægges. Hertil kommer en koordineringsopgave med adskillige underentreprenører og forsyningsselskaber.
”Vi har mange underentreprenører og leverandører involveret i projektet. Og så er der selvfølgelig de mange kabler – fiber, telefon og højspænding – som skal flyttes af andre aktører,” fortæller Lone Høyer Sørensen.
Projektchef Lone Høyer Sørensen med de to formænd på projektet, Torben Høfner Sørensen (t.v.) og Niels Ottesen.
Med en stab på over 10 maskiner og en stor gruppe medarbejdere i sving på samme tid kræver projektet også stærk styring og fleksibilitet.
”Vi oplever hele tiden udfordringer, der kræver kreative løsninger. For eksempel støder vi på mange hindringer i jorden, som vi skal navigere udenom. Heldigvis er vores formænd gode til hurtigt at finde løsninger, og det sætter bygherre stor pris på,” siger projektchefen.
Lone Høyer Sørensen fremhæver desuden det gode samarbejde med Vejdirektoratet.
”Vejdirektoratet er en rigtig god bygherre, løsningsorienteret og imødekommende. Det er afgørende i et så komplekst projekt.”
Projektet er stort og omfattende, og derfor skal flere kompetencer ind over. Men det er ikke noget problem, da man henter kompetencer ind fra Arkils andre afdelinger.
”Vi får hjælp fra vores kolleger i funderings- og betonafdelingerne. De assisterer med etableringen af cykeltunnelerne og andre betonopgaver,” siger hun.
Arbejdet startede op i november sidste år og skal være afsluttet inden julen 2025. Ifølge Lone Høyer Sørensen har projektet haft gode betingelser indtil nu.
”Vi kom godt fra start med mildt vejr og er nu i gang i tre kryds ud af fire. Vi har selvfølgelig stadig vigtige milepæle at nå, men vi er optimistiske og satser på at være godt i mål omkring jul.”