26. maj 2025

”Efter 40 år må jeg jo være Cand.Meget.Jord – jeg har i hvert fald rodet nok i den”

En forårsmorgen står 370 stålpæle klar til at blive banket under et historisk badehotel i Hornbæk. Midt mellem hydraulikhamre og lasersnore går 62-årige Tommy Børger. Det er hans hjemmebane: efterfundering – kunsten at give gamle bygninger nye ben uden at flytte dem én millimeter.

Da Tommy første gang tog fat på arbejdet i efterfundering, var verden en helt anden. Året var 1985, og en skovl, en spade og en stærk ryg var de vigtigste redskaber. I dag er skovlen erstattet af moderne maskiner, men én ting har aldrig ændret sig: Tommys gode humør og kærlige respekt for faget.

”Det var en rigtig hård start. For jeg kom fra en salatfabrik – hønsesalater og sådan noget – men så skulle jeg jo til at banke og grave. En lufthammer vejede jo 30 kilo,” husker Tommy.

Så man kan roligt sige, at 22-årige Tommy ramte puden hårdt, når han kom hjem. Men selvom det var hårdt, kunne det nye arbejde noget – Tommy kom nemlig væk fra salatsamlebåndet, ud i luften og alle årstidernes herligheder.

"Jeg startede jo dengang, vi flyttede ti tons jord med håndkraft om dagen," fortæller Tommy, som på trods af fremskridtene i branchen stadig sætter pris på håndværket.

Han husker tydeligt, hvordan dagene blev brugt på at grave ud, lægge stålpæle ned, og bygge fundamentet, der skulle sikre huse, broer og bygninger mod at falde sammen.

En kæmpe skideballe!
Dengang i 80'erne var maskiner begyndt at blive en større del af branchen, men ikke på Tommys hold. Den daværende chef så ikke fidusen i at købe maskiner ind, når arbejderne jo kunne det samme. Men det var noget pis, mente Tommy.

”Så jeg var jo så flabet, at jeg bestilte en maskine, og så fik jeg jo en kæmpe skideballe. Men han kunne efterfølgende godt se, at maskiner var fremtiden,” siger Tommy.

Sådan noget er typisk Tommy. Giver det ikke mening, og strider det mod fornuften på byggepladsen, så gør Tommy gerne noget ved det.

”Ja, der kan jeg godt blive fræk, når det er idiotisk, når der findes maskiner, der kan gøre det,” siger han.

Fra Grundforstærkning til Arkil
Tommy har været igennem hele syv navneskift med afdelingen.

"Først hed vi Grundforstærkning, så Rasmussen & Schiøtz, senere NCC, og nu er vi Arkil. Jeg er næsten den eneste ting, der ikke har skiftet navn," griner han.

Men navneskift har aldrig ændret hans fokus: At sikre det solide fundament, der oftest er skjult under jorden, men som sikrer, at det hele står stabilt.

”Jeg går meget op i, at det hele skal være i orden, kunderne skal være tilfredse, og at man rydder op efter sig,” lyder det.

Cand.Meget.Jord
Tommy har ingen fancy titler at skrive på CV'et, men det bekymrer ham heller ikke. Tværtimod er han kendt for sin humoristiske tilgang til de mange flotte titler, der i dag præger arbejdslivet.

"Jeg tænker, jeg efterhånden er uddannet cand.jord. Men efter 40 år herude må jeg vel efterhånden være Cand.Meget.Jord," siger han med et glimt i øjet.

Spurgt til et mindeværdigt projekt nævner han blandt andet tunnelarbejdet ved Nationalbanken i København:

”Jeg var med til at lave en tunnel fra Nationalbanken over til en kontorbygning. Vi var nede i tre meter, og skulle bruge dynamit, og det fik alarmerne i Nationalbanken til at gå af, og så fik vi jo pludselig besøg af politi med maskinpistoler – det var ret vildt,” husker han.

Husk at være glad
Selvom Tommy holder af at joke med både titler og arbejdsopgaver, så er det tydeligt, at kollegerne betyder meget for ham.

”Vores afdeling her på Sjælland er som en familie. Vi mødes efter arbejde til en øl, vi fester sammen, vi hygger sammen. Det er vigtigt, og det betyder meget,” siger Tommy og fortsætter:

"Man må aldrig glemme dem, man står i mudderet med. Vi hjælper hinanden. Det betyder alt.”

Og hans råd til de unge, der synes, det regner for meget:

"Kig lyst på tingene – ellers bliver det noget negativt. Der kommer altid en ny dag.”

Snart Arne-pensionist – måske
Med 40-års jubilæet kommer spørgsmålet om pensionen naturligvis også tættere på. Tommy fylder snart 63, og Arne-pensionen lurer om hjørnet.

"Jeg kunne godt finde på at gå på Arne-pension næste år, så jeg kan se mine børnebørn meget mere," siger Tommy.

Fejres med smørrebrød og kolleger
Den 23. maj fejres Tommy i Hundige Havn. Der vil blive serveret smørrebrød og delt historier fra de fire årtier med jord, maskiner og godt humør. En passende hyldest til en mand, der gennem 40 år har lagt fundamentet for andres sikkerhed.

Stort tillykke med jubilæet, Tommy – og med den uofficielle titel Cand.Meget.Jord, med speciale i godt humør og solidt håndværk.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk