Eventyret om asfalt-sjakket på Kongevejen
Eventyret om sjakket af vejmænd, som drog ud med ild i hjerterne og sort guld i lasten.
Der var engang et lille sjak af vejmænd, som drog ud med ild i hjerterne og sort guld i lasten. De havde mange veje at lægge, og aldrig var to uger ens, for vejene slynger sig, som livet gør.
En sommerdag blev de kaldt til Kongevejen ved det prægtige Marselisborg Slot, hvor træerne nikkede i vinden, og fuglene sang i majestætens have.
“Her,” sagde formanden Bjørn, “skal vi lægge et bånd af ny asfalt, så vejen forbi slottet atter kan skinne.”
I den store maskine sad Torben, en mand med stærke hænder og milde øjne. Han smilede både stolt og ydmygt, da han sagde:
“Ja, jeg er jo kongelig hofleverandør, for jeg har engang lagt asfalt helt op til porten selv.”
Og det var sandt, og alle i sjakket nikkede ærbødigt, som havde han båret en usynlig krone.
Unge Philip, den yngste af dem alle, benyttede de sparsomme pauser til at sætte lidt musik i øret. Han lyttede til højskolesange om livets træ og fandt derved mod og drømme, som kun en ung mand kan.
Samtidig lærte han fremmede tungemål, for iblandt hans brødre på vejen var Benyamin fra Spanien og Luis fra det fjerne Peru. De talte om både hjemland og håb, og således voksede broderskabet mellem dem.
Over det hele vågede formand Bjørn. Han vogtede både over sten og maskiner, men også over humøret, der skal bære et sjak gennem dagens slid. For uden latter, som han sagde, bliver vejen tungere end tusind læs grus.
Og sådan skete det, at de lagde 662 meter vej i hver retning – et sort, glinsende bånd forbi slottet.
Måske så kongefamilien selv det fra deres vindue, og måske tænkte de: “Hver en vej, der fører forbi vores hus, er også folkets vej.”
For sandheden er, at ingen vej bliver til uden hænder, og ingen kongevej uden folkets slid.
Men selv den mindste sten kan bære en kongelig, når den er lagt med glæde. Og selv det hårdeste arbejde kan blive til et eventyr, når det bæres af fællesskab og smil.
