Københavns nye el-knudepunkt tager form
En ny transformerstation skal sikre strøm til tusindvis af boliger, Københavns nye containerterminal og de store krydstogtskibe. Byggeriet tager form med Arkil som hovedentreprenør for Energinet og Nexel.
Når transformerstationen står færdig i 2027, vil den levere strøm til 35.000 fremtidige beboere, 30.000 arbejdspladser samt fem krydstogtskibe.
Det ligner mest bare et stort hul i jorden helt derude, hvor krydstogtskibene lægger til. Rå spunsvægge og den dybe udgravning står i skarp kontrast til det kridhvide krydstogtskib, der stikker adskillige etager op i luften.
Men selvom kontrasten er stor, er sammenhængen klar. For i løbet af de næste år vil det, der lige nu er en travl byggeplads, blive til en transformerstation, som blandt andet vil sikre landstrøm til netop de store krydstogtskibe. Sågar i en arkitektur så nydelig, at den kan gøre nationen ære som noget af det første stykke Danmark, de mange krydstogtturister møder på deres ophold.
Når transformerstationen på Oceankaj er oppe i fuld drift, skal den desuden sikre strøm til 35.000 fremtidige beboere og 30.000 arbejdspladser i Nordhavn.
Solidt fodfæste i gammelt deponi
Det er Energinet og netselskabet Nexel, der har valgt Arkil som hovedentreprenør på byggeriet. Opgaven omfatter alt fra fundering til de sidste arkitektoniske detaljer på byggeriet, der kommer til at rumme Energinets 132 kV-anlæg i den ene del, og Nexels anlæg til at fordele elektriciteten videre ud i elnettet i den anden del af bygningen.
Arkil har indtil videre haft omkring 50 medarbejdere i sving på projektet. Her bliver der udlagt drænlag forud for støbning.
Arkil har indtil videre haft omkring 50 medarbejdere i sving på byggeprojektet, der gik i jorden tidligere i år. Gravearbejdet har været alt andet end standard, for som tidligere deponi har undergrunden budt på overraskelser.
"Vi har både fundet motorblok og fortøj til gammel en Morris 1000 og teglsten nok til at opføre et mindre hus. Vi fik også blotlagt nogle uregistrerede elkabler, som blandt andet viste sig at have forsynet en tidligere byggeplads i nærheden," siger Jesper Jensen, projektchef i Arkil.
Trods rammehindringerne er der nu slået næsten 500 pæle i som fundament, og der er sat mere end 1.400 løbende meter spuns, sænket grundvand og gravet ned til kote –0,75 på de arealer, hvor den kommende bygning skal have kælder. Og så er der udlagt kobbernet i kvadrater på 5 × 5 meter som jordingsgitter under hele bygningen.
Med jord- og funderingsarbejdet på plads er fokus nu skiftet til betonarbejdet. Drænlaget under kælderen er etableret, snart skal renselaget støbes, og derefter kommer turen til de tre meter høje kældervægge, der bliver støbt in-situ ligesom dækket over den kommende kælder.
"Når etagedækket er på plads, går underentreprenørerne i gang med elementmontage, aptering med installation af teknik og skalmuring efter tegninger fra Henning Larsen Architects," siger Jesper Jensen.
Næsten 500 pæle er slået i jorden som fundament for den kommende transformerstation, der har Unicef som genbo.
Grøn effekt fra dag ét
Når anlægget sættes i drift i 2027, vil det via til to nye 132 kV-kabler være koblet til Glentegården i nord og Amagerværket i syd. Dermed erstattes et aldrende kabel fra 1980’erne, kapaciteten øges, og de store krydstogtsskibe kan slukke dieselgeneratorerne, når de ligger ved kaj.
Som en midlertidig løsning har By & Havn opsat faciliteter, der fra denne sommer kan forsyne to krydstogtskibe ad gangen med landstrøm. Den nye transformerstation kommer til at øge kapaciteten, så det bliver muligt for fem krydstogtskibe at benytte landstrøm på samme tid.
Det er vurderingen – på baggrund af en undersøgelse foretaget af Aarhus Universitet i 2019 – at de nye landstrømfaciliteter i København kan spare cirka 18.000 ton CO₂ om året. Dertil kommer en markant reduktion af partikelforureningen over hovedstaden.
Læs mere om projektet her: Ny transformerstation på Nordhavn
Når transformerstationen står færdig, bliver det med skalmuring udført efter tegninger fra Henning Larsen Architects. Den del af entreprisen ligger dog et stykke ude i fremtiden.