4. marts 2026

Når fortiden truer grundvandet

På en industrigrund har en ældre forurening med klorerede opløsningsmidler truet det lokale grundvand. Forureningen stammer fra 1960'erne og 70'erne, hvor brugen af opløsningsmidler som trichlor i affedtningsanlæg var almindelig praksis i industrien.

I 2018 blev et hotspot på 475 ton forurenet jord fjernet ned til syv meters dybde. Men det var ikke nok. Der ligger stadig dampe fra opløsningsmidlerne – i dybder fra seks til 45 meter under terræn. Heldigvis findes grundvandet først omkring 60 meter nede under et lerlag, så der er stadig tid til at gribe ind.

Og det er lige hvad Arkil nu er gået i gang med i samarbejde med bygherren, der er Regional Udvikling, Region Midtjylland.

Anlæg der suger dampe ud
Løsningen er et afværgeanlæg, der ventilerer undergrunden. Systemet suger de forurenede dampe op og renser dem gennem kulfiltre, før den rensede luft lukkes ud.

De første år suges luften op med en vakuumpumpe. Når forureningsgraden kommer væsentligt ned, skiftes der til passiv drift. Derved slukkes vakuumpumpen, og anlægget kører herefter på atmosfæretryk – det kan næsten fungere af sig selv.

– Vi suger dampene ud af jorden, renser det gennem kulfiltre og sikrer dermed, at forureningen ikke når grundvandet, fortæller formand Patrick Quaade Falkenberg fra Arkil Miljøteknik.

Det er netop den slags opgaver, Arkils afdeling Miljøteknik har specialiseret sig i – komplekse miljøudfordringer, hvor der skal tænkes kreativt inden for begrænsede rammer.

Anlægget installeres i disse uger og forventes at være i drift fra uge 12. Herefter skal Arkil stå for drift og vedligehold i fem år.

At rense op efter fortiden
For Patrick og sjakket er opgaven ekstra meningsfuld, fordi den direkte bidrager til at sikre rent drikkevand.

– En dejlig del ved at arbejde i Miljøteknik i Arkil er, at vi løser mange af de her specielle opgaver. At være med til at rense op efter fortidens synder og redde drikkevand – det er jo noget, der kommer alle i Danmark til gode, siger Patrick Quaade Falkenberg.

Erfaring med jordforurening
Arkil Miljøteknik har gennem årene opbygget solid erfaring med jordforureningssager. De er oprenset ved brug af alt fra traditionel opgravning og opboring til termisk oprensning.

Senest rensede Arkil Miljøteknik sidste år en grund i København for klorerede opløsningsmidler fra 1960'erne. Der blev brugt termisk oprensning, hvor jorden opvarmes, indtil forureningen overgår til gasform og derefter kan suges op af jorden og behandles.

– Vores erfaring med komplekse miljøopgaver gør, at vi kan håndtere projekter som dette, hvor der skal tænkes kreativt inden for begrænsede rammer. Patrick og sjakket gør et fantastisk stykke arbejde derude, siger Jon Boi Pedersen, projektchef i Arkil.

Projektet forventes afsluttet i løbet af foråret 2026, hvor den femårige driftsperiode starter.

Projektet udføres i samarbejde med Region Midtjylland, der står som bygherre på opgaven.

KONTAKT

Jon Boi Pedersen
Projektchef, Arkil Miljøteknik

Tlf: 40 33 82 27
jbp@arkil.dk

Fakta om projektet:

  • Forurening: Klorerede opløsningsmidler ned til 45 meters dybde
  • Løsning: Afværgeanlæg med ventilation og kulfiltre
  • Varighed: 5 års drift og vedligehold
  • Formål: Beskytte grundvand og drikkevandsforsyning
  • Bygherre: Region Midtjylland
Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk