27. februar 2024

Ny direktør vil styrke Arkils position i hovedstadsområdet

Som ny divisionsdirektør for Arkil Anlæg Hovedstaden vil Erik Mathiesen fortsætte den vækst, Arkil har oplevet i København og Nordsjælland siden 00’erne. Nøglen bliver at tilknytte flere kvalificerede medarbejdere. 

 

Det kan lyde som et luksusproblem, 53-årige Erik Mathiesen står med som nyudnævnt direktør for Arkil Anlæg Hovedstaden. For han overtager en division, der siden oprettelsen i 2005 har markeret sig med rammeaftaler, partnerskaber og veludførte opgaver blandt både private og offentlige bygherrer i den del af Sjælland, som strækker sig fra Køge, Ringsted og Roskilde til Københavnsområdet og Nordsjælland.

Han overtager sågar anlægsdivisionen i et marked, hvor der er masser af opgaver at regne på.

”Så kort sagt skal jeg jo egentlig bare forsøge at fortsætte den gode udvikling,” siger Erik Mathiesen, der har været en del af divisionen siden 2009 som både projektchef og afdelingschef.

Men han overtager også en udfordring. For selvom divisionen har positioneret sig som en arbejdsplads, der efterlever den familieejede koncerns kerneværdier som ordentlighed, dialog og anstændig behandling, er det manglen på flere dygtige kollegaer, der begrænser muligheden for at vokse.

”Det gælder alt, lige fra timelønnede medarbejdere til formænd og ingeniører. Det er helt klart vores største udfordring lige nu, siger Erik Mathiesen og vurderer, at divisionen kunne fastansætte langt flere end de omtrent 50 timelønnede og 10 formænd, som udgør den faste skare.

Trækker på interne erfaringer

Den nyudnævnte direktør har flere håndtag at skrue på. Et af dem er lærlinge-indsatsen, hvor Arkil har opnået gode resultater ved at engagere sig i samarbejder med erhvervsskoler og ved at åbne virksomheden for nysgerrige folkeskoleelever.

”Den slags samarbejder vil jeg gerne være med til at udvikle her i divisionen. Vi gør det i nogen grad allerede, men det helt klart noget, vi kommer til at gøre mere af,” siger Erik Mathiesen.

Et andet håndtag er udenlandsk arbejdskraft. Hidtil har divisionen været tilbageholdende med at kigge mod udlandet efter nye medarbejdere, men med gode erfaringer at trække på fra særligt Arkils sydjyske afdelinger åbner Erik Mathiesen op for, at arbejdskraft fra andre europæiske lande bliver et af de midler, der skal løse udfordringen.

”Branchen kæmper jo i stor udstrækning om de samme medarbejdere, men de skal jo komme et sted fra,” siger han.

Fokuserer på tidlig inddragelse

Selvom den faste medarbejderskare bliver suppleret af medarbejdere fra underleverandører, ærgrer manglen på arbejdskraft den tiltrædende divisionsdirektør. For der er flere projekter at byde på, end der er hænder til at udføre.

”Lige nu handler det om at vælge de rigtige projekter at regne på, for der er god efterspørgsel i det nord- og østsjællandske marked fra både offentlige og private bygherrer,” siger han og tilføjer, at selvom alle former for infrastrukturprojekter og forsyningsopgaver er kernekompetencer i divisionen, vil han også gå efter at løse en langt bredere palet af opgaver.

”For eksempel er vi også rigtigt dygtige til at samarbejde internt i Arkil, så vi kan godt lide opgaver, hvor der både er spuns, grundvandssænkning, forurenet jord, udgravning, betonarbejde og noget asfalt – så har vi stort set alle kompagniets afdelinger i spil, og det vil jeg også have fokus på,” siger han.

Erik Mathiesen fremhæver desuden rammeaftaler, partnering og tidlig inddragelse som noget, der vil være særlige fokusområder, når han som divisionsdirektør skal sætte retningen for kommende opgaver.

”Vores erfaring er, at det, man som bygherre og rådgiver investerer, når man inddrager os i projekteringen, kommer så mange gange igen under udførelsesfasen, at man ender med et bedre projekt målt på både totaløkonomi og løsning. Den form for værdiskabelse ligger i Arkils DNA, så når det er muligt at være med på de vilkår, vil vi meget gerne byde,” siger han.

KONTAKT

ERIK MATHIESEN
DIVISIONSDIREKTØR, ARKIL ANLÆG HOVEDSTADEN

TLF.: 23 73 40 78  
ERM@arkil.dk

BLÅ BOG

Alder: 53 år

Bopæl: Roskilde

Civilstatus: Har en kæreste samt tre drenge fra et tidligere ægteskab.

Uddannelse: Akademiingeniør fra DTU (1996).

Karriere: Har blandt andet arbejdet hos NCC og Hoffmann, inden han kom til Arkil som projektchef i 2009. Afdelingschef for Arkil Anlæg Greve siden 2017.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk