3. maj 2018

Ny silo bygges med specialmetode

Arkil Bro & Beton er i øjeblikket ved at støbe en kartoffelmelssilo i Brande, der opføres ved glidestøbning. Støbningen forløber uafbrudt i 23 døgn, og den specielle metode har flere anvendelsesmuligheder.

”Det er virkelig interessant. Jeg har aldrig haft en opgave, hvor det har været så spændende.”

Sådan siger projektleder Mette Voss om opførelsen af den kartoffelmelssilo, der i øjeblikket er i gang i Brande. Siden 22. april har støbeformen, der støber siloens væg, stille og roligt rejst sig godt to meter i døgnet – uden afbrydelser i støbningen.

Til støbningen af selve silovæggen benyttes nemlig glidestøbning, der er en speciel metode til at lave lange, sammenhængende konstruktioner. Det er kun den beton, der er under udstøbning eller afbinding, der dækkes af formen, som flytter sig lidt hele tiden.

”Når vi sætter glidestøbningen i gang, kan vi ikke stoppe den, så vi skal være meget opmærksomme på planlægningen af hele processen. 24-timers arbejdsrytme er også en nødvendighed, og vi har direkte kontakt til forsyningsværkerne, så vi eksempelvis ikke går i stå på grund af strømafbrydelse,” fortæller Mette Voss og fortsætter:

”Vi har backup af stort set alt, så vi ikke bliver stoppet på grund af manglende materiel eller reservedele. Og så kører lastbilerne med beton konstant – når den ene lastbil rammer byggepladsen, sender værket den næste lastbil afsted.”

En metode til flere formål
Udover silobyggeri, så bruges glidestøbning eksempelvis også ved konstruktioner som skorstene, bropiller eller specialvægge, hvor højden er over, hvad der normalt udstøbes i standardforskalling.

”Når vi går ud over de traditionelle råhusbyggerier, hvor vi stabler betonelementer ovenpå hinanden, så er glidestøbning en god metode til eksempelvis at lave runde former, som siloer, eller til ekstrahøje vægge. Den kan blandt andet også bruges til flercellede siloer, specialgeometriske projekter og lagerbygninger,” siger Ulrik Hofmann Larsen, der er afdelingschef i Bro & Beton.

Når støbningen af silovæggen afsluttes om knap et par uger, flyttes støbeformen til Vodskov. Her støbes i øjeblikket en sokkel til endnu en silo, der skal glidestøbes.

 

 

FAKTA OM PROJEKTET

Tre skiftehold arbejder døgnet rundt med silovæggens armering, mens to skiftehold står for at operere støbeformen og lave støbearbejdet, der også foregår hele døgnet.

Silovæggens højde: 52,4 m
Siloens diameter: 50 m
Silovæggens tykkelse: 300 mm
Beton til silovæggen (estimeret): 2500 m3
Vægt (beton): 1 m3 = ca. 2350 kg
Støbetid: 23 døgn
Kadence: 2,3 m i højden/døgn

KONTAKT

UIrik Hofmann Larsen
Afdelingschef, Arkil Bro & Beton

uhl@arkil.dk
40 99 27 59

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk