Stort facelift af travl indfaldsvej til København
Det kræver styr på skiltningen og tungen lige i munden, når man skal genoprette en vej, som dagligt besøges af 30.000 biler samt tusindvis af cyklister og fodgængere.
Med status som en af de travleste indfaldsveje til det vestlige København og Frederiksberg er håndtering af trafikken afgørende for projektets succes.
”Det lyder nemt, men det er altså ikke ”bare lige”.
Sådan fortæller Kristian Hey, projektchef i Arkil, når han bliver bedt om at sætte ord på den største udfordring ved at lede og fordele det projekt, som i denne tid fylder hans kalender: Genopretning af en 1.300 meter lang strækning af Vigerslevvej i den københavnske bydel Valby.
For sjovt nok knytter den største udfordring sig ikke til selve arbejdet. Det består i al sin nogenlunde enkelhed af at give vejen en overhaling fra facade til facade. Fortovsfliser og kantsten bliver taget op og sat igen, så de ligger pænt – er de for medtagede, bliver de skiftet ud. De karakteristiske københavneroverkørsler bliver renoveret, nogle sandfangsbrønde bliver udskiftet, og så kommer der ny asfalt på cykelstier, kørebane, og på begge sider af fortovsfliserne.
Genopretningen af Vigerslevvej indebærer en renovering af belægningen fra facade til facade. Arkil har ansvaret for projektering af projektet, der er en totalentreprise.
Bærelaget under den hårdt trafikerede Vigerslevvej viste sig at være i god stand, så asfaltarbejdet består langt hen ad vejen blot af at udskifte slidlaget.
”Så rent fagligt er der ikke tale om voldsomt kompliceret arbejde. Til gengæld er der mange gentagelser i det, så vi gør meget ud af at optimere og tilpasse processerne,” siger Kristian Hey og fortsætter:
”Og det bliver jo virkelig pænt, når gaden får sådan et facelift.”
Kan ikke bare lukke
Når det alligevel ikke er sådan ”bare lige” at genoprette Vigerslevvej, hænger det sammen med, at Vigerslevvej er – ja, Vigerslevvej. Det vil sige en to-sporet vej, som for mange daglige pendlere er den optimale vej ind til København om morgenen og retur ud af København om eftermiddagen.
Både anlægs- og asfaltarbejdet er udført af Arkils egne afdelinger.
Omtrent 30.000 biler kører dagligt på strækningen, og det samme gælder et stort antal fodgængere og cyklister. Heri ligger den største udfordring ved projektet, fortæller Kristian Hey.
”Det er det trafikale. Vigerslevvej er jo en del af Ring 2, så vi kan ikke bare lukke den, hvilket ellers havde givet de bedste arbejdsforhold. Heldigvis har vi et rigtig godt samarbejde med Vejmyndigheden hos Københavns Kommune,” siger han.
Skiltning er afgørende
Det er Vejmyndighedens opgave at sørge for, at de mange anlægsarbejder i København bliver udført i en rækkefølge, der gør det muligt for byens trafikanter at komme fra A til B. På Vigerslevvej benytter mange stadig vejen, imens andre finder alternative ruter, så længe genopretningsarbejdet står på.
Både fortovsfliser og kantsten bliver skiftet ud, hvis de er for medtagede – ellers bliver de sat igen og dermed genbrugt på stedet.
Her er det aftalt på forhånd, at der – med undtagelse af de enkelte dage, hvor kørebanen bliver asfalteret – kun er én vejside lukket ad gangen. Når den side så er færdig, bliver skiltningen spejlet over på den anden side.
Og den manøvre kræver præcision, koordinering og forberedelse. Ifølge Kristian Hey er skiltning det centrale, når det handler om at løse de trafikale udfordringer.
”Så det kræver en god skilteplan, som er lavet på baggrund af gode tanker, og det kræver en professionel skilteoperatør, som er hurtig til at sætte det hele op. For når først, man har taget beslutningen om at flytte det, så skal det gå stærkt – ellers ender det i kaos,” siger han.
Arkil har haft ansvaret for projekteringen og planlægning af projektet siden sommeren sidste år. I november 2024 begyndte det udførende arbejde, og det bliver afsluttet inden udgangen af oktober i år.