14. oktober 2022

Yderligere 50 danske maskiner til Ukraine

Efter at 36 danske entreprenørmaskiner tidligere i år blev sendt til Ukraine for at hjælpe med oprydningsarbejdet, er endnu en sending nu på vej.

Denne gang kommer 50 maskiner afsted.

- Der har været stor villighed til at bruge tid og kræfter på at finde maskinerne, selv om manglen på materiel også er stor i Danmark, og muligheden for at erstatte maskiner med nyindkøb har været udfordret af lange leveringstider og forsyningskrise. Det har fungeret godt med donationer fra fondene og en uvildig vurdering af maskinerne, der har sikret, at maskinerne er købt til en rimelig pris, og ingen kan blive beskyldt for at prøve at udnytte krisen til at slå plat på udtjent materiel, siger Jesper Arkil, bestyrelsesformand i Arkil Holding.

Som formand for Dansk Infrastruktur har han haft en central rolle i arbejdet med at sende maskiner afsted, siden han i foråret fik en henvendelse fra Erhvervsministeriet.

- Den ukrainske ambassade havde bedt om hjælp fra Danmark. Der var stort behov for materiel, efter at russerne havde trukket sig ud af Kiev. Der var et blodigt rod, og folk var fanget i flere områder. Ligesom alle andre synes jeg, det er forfærdeligt, hvad der foregår i Ukraine, så selvfølgelig ville jeg gerne hjælpe, siger Jesper Arkil i en artikel fra DI Business.

I alt er ni tidligere Arkil-maskiner i gang med oprydningsarbejdet i Ukraine.

Jesper Arkil, bestyrelsesformand i Arkil Holding.

KONTAKT

Gitte Keck Holm
Direktionsassistent

TLF.: 73 22 50 50 
GIH@arkil.dk

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk